mandag den 12. marts 2018

Skolesundhedsplejersken

Jeg var med min søn der går på Waldorf-skolen i Aalborg til sundhedsplejerske til kontrol for nylig.

Der er ikke nogen sundhedsplejerske tilknyttet direkte til skolen, det er en lille skole, så vi skulle over på den nærmeste kommuneskole, Tornhøjskolen.

Kontrasten er altså stor. Hvor Waldorf-skolen er lazeret, altså malet f.eks. hvid og så duppet med en sart pastelfarve, lyserød i min søns klasse, og hvor rummene er med vide hjørner, asymmetriske, store vinduer, og indrettet lidt hjemligt med forskellige hyggelige ting, så skal vi ind gennem Tornhøjskolens nyindrettede, upersonlige biblioteks-lounge i moderne stil med velvære-slogans anbragt strategiske steder.

Besøget hos sundhedsplejersken er også en kontrast. Hun starter med at udspørge min søn der under krydsforhøret vælger den fornuftige strategi at give så få oplysninger fra sig som muligt, og fylder dernæst på med et alenlagt, i betragtning af min seks-årige søns alder, foredrag om hvad sundhed er for noget.

Selvoplevelse og -erkendelse

I Steiner-miljøet som jeg opfatter det, er tilgangen nærmest modsat - man sætter rammer ud fra nogle strategiske, nærmeste luskede overvejelser, og lader så børnene (og forældrene!) selv opleve sig frem til erkendelserne.

Men det virker faktisk som om min søn lytter - han er altså også skrap til at koncentrere sig. Nogle dage efter kan jeg i hvert fald høre at han nogle gange spørger om noget er sundt.

Engang troede jeg på samme måde man kunne inddele verdenen i sunde og usunde ting, men jeg synes ikke det er helt så let længere. Jeg kan dog godt bekræfte at en skål havregryn med rosiner er en udmærket morgenmad.

Kasser og forkerthed

Efter foredraget er det tid til fysiske undersøgelser. Det er hun altså god til, min søn synes det er sjovt.

Desværre skinner det tydeligt igennem at fokus er at finde ting der er forkerte. F.eks. er min søn høj af sin alder. Jeg er selv høj, lige knap 2 meter, og ja, det er faktisk ikke så praktisk, men jeg synes måske det er lidt tidligt og lidt det forkerte selskab at bringe hormonbehandling på banen i.

Finmotoriktesten består af én opgave: at skrive sit navn. Det er ikke en særlig godt valgt test til min søn, fordi i min søns klasse skriver de ikke endnu. Men min søn går bare i gang og skriver faktisk sit navn spejlvendt. Dog med forkert blyantsgreb, hvad sundhedsplejersken hjælpsomt giver et miniforedrag om vigtigheden af...

Tilsvarende passer min søn ikke ned i bold-kontrols-kassen. Nok fordi skolen har et grønt område med bakker og træer og alt muligt, så i stedet for at være spærret inde i en flise- eller asfaldtbelagt gård hvor man ikke kan så meget andet end at spille med bold, så bruger min søns klasse tiden på mange andre forskellige ting, f.eks. at bygge huler og den slags.

Så da sundhedsplejersken hjælpsomt mener jeg skal øve at kaste og gribe bold med min søn så han ikke er den der bliver valgt sidst i skolegården, smiler jeg bare.

Men jeg tænker om ikke det er systemet det er galt med. Jeg har for nylig læst Seeing like a state: How Certain Schemes to Improve the Human Condition Have Failed, og sådan et regelsystem kan ødelægge alting.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar