Jeg læste lige følgende i Steinerbladet #1/2019, jeg har oversat det fra norsk:
"Den ni-ti-årige er en person og længes efter at få bekræftet sin nye selvstændighedsoplevelse af nogen personen kan stole på - ikke bare en som bestemmer, men en berettiget autoritet. Dette bliver nu pædagogens opgave. Ikke med mange ord og forklaringer, men mere i holdning og væremåde må den voksne formidle sin forståelse og medoplevelse af barnets stemning og situation.
Ja, er ikke pædagogens opgave - i alle skiftende faser af opvæksten - at bidrage med denne menneskelige "rugevarme" vi behøver fra omgivelserne for at bryde gennem skallen til udfoldelsen af vores egen selvstændighed?
Men jeg'et selv er ukrænkelig, en helligdom i mennesket. Appellen til jeg'et må altid gå omvejen gennem sansning, oplevelse, vilje, følelse og tanke - sjælens værktøj. Gennem begejstring, opmuntring og styrkende modstand får barnet mulighed for at finde sin egen vej i læringsprocessen. Lærerens opgave er at skabe en undervisning som kommer barnets "vækstpunkt" i møde.
"Læreplanen er mennesket selv." (Rudolf Steiner)
I møde med ægte fænomener må skolen give barnet mulighed for at øve selvstændig iagttagelse- og dømmekraft. Til slut kan ideerne og idealerne selv blive til de autoriteter som eleven retter sig mod."
Harald Haakstad (1951-2016), Steiner-lærer og forfatter
Tænker ministeriet kunne lære lidt af den tilgang...
Menneskesyn er en af de ting der er svære at forklare. To organisationer kan set udefra gøre det samme - men i den ene er menneskesynet centralt, i den anden er mennesker mere noget bøvl man må leve med. Jeg har i anden sammenhæng, og nu taler vi voksne, set hvordan den sidste tilgang er utrolig ineffektiv. Der sker simpelthen meget lidt i forhold til de investerede resurser. Fordi om vi vel det eller ej, er vi alle mennesker med menneskelige motivationer og menneskelige fejl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar