tirsdag den 29. oktober 2019

Hvem man er

Der var en kronik i Information i går som behandler både det at være ægte i sin omgang med andre og også nødvendigheden af at man arbejder med sig selv, hvis man vil gøre noget positivt for sine omgivelser:

Børn har ikke brug for ’rigtige’ forældre eller pædagoger, men for nysgerrige voksne

mandag den 1. juli 2019

Topledelsen i folkeskolen



Der er kommet en ny undervisningsminister, og Pernille Rosenkranz-Theil var utrolig ærlig i sin omtale af elever i sin overtagelsestale: "I er det dyrebareste, vi har, og når vi laver en folkeskole, så kan man nok nogen gange tro, at det er for børnenes skyld; det er det ikke; det er for samfundets skyld, men det er også for jeres skyld."

I mine ører er det statsmagten der taler, med tanke på BNP.

Det bedste for den slags tankegang er hvis alle er ens. Så er de lettest at styre og optimere fra centralt hold. Hvis en skole er bedre end en anden, er det et problem.

Men jeg tvivler altså på at man kan drive skoler fra et ministerium. Når man forsøger, maser man initiativet ud af skolerne. I stedet for at den dårlige skole bliver bedre, bliver den gode skole dårligere.

Og hun taler heller ikke på mine vegne. Når jeg betaler skat og gladeligt betaler til uddannelsen af andres børn, så er det da for at de kan få en mulighed for at blive klogere på dem selv og på deres omgivelser, en mulighed for at blive en bedre udgave af hvem de nu end er.

onsdag den 26. juni 2019

At være fremmed for verden

Stødte lige på følgende citat:

“The relatively new trouble with mass society is perhaps even more serious, but not because of the masses themselves, but because this society is essentially a consumers’ society where leisure time is used no longer for self-perfection or acquisition of more social status, but for more and more consumption and more and more entertainment…To believe that such a society will become more “cultured” as time goes on and education has done its work, is, I think, a fatal mistake. The point is that a consumers’ society cannot possibly know how to take care of a world and the things which belong exclusively to the space of worldly appearances, because its central attitude toward all objects, the attitude of consumption, spells ruin to everything it touches.”
― Hannah Arendt, Between Past and Future

Jeg synes det grundlæggende problem her er at man med forbrug fjerner sig fra det egentlig arbejde, produktionen og de underliggende processer, så man til sidst kan få den attitude at man ikke behøver at vide noget.

På den måde kan man blive fremmed for alt. I stedet for at blive fortrolig med sine omgivelser.

F.eks. prøvede jeg for nogle år siden at dyrke kål. Siden da har jeg haft stor respekt for de kæmpestore kålhoveder til en tier i supermarkedet.

En af de ting jeg virkelig godt kan lide ved steinerpædagogikken er det er en gøre-pædagogik. Både i børnehave og skole gør de ting i stedet for at høre om dem. F.eks. kværner de korn. Eller skriver bogstaver i stedet for at læse dem, som min søn pt. gør.

Jeg tror man kommer ud af det som et bedre menneske, et mere selvsikkert menneske der er mere fortrolig med sig selv, med andre og med sine omgivelser.

søndag den 2. juni 2019

Børn og selvstændighed og læreplaner og menneskesyn

Jeg læste lige følgende i Steinerbladet #1/2019, jeg har oversat det fra norsk:

"Den ni-ti-årige er en person og længes efter at få bekræftet sin nye selvstændighedsoplevelse af nogen personen kan stole på - ikke bare en som bestemmer, men en berettiget autoritet. Dette bliver nu pædagogens opgave. Ikke med mange ord og forklaringer, men mere i holdning og væremåde må den voksne formidle sin forståelse og medoplevelse af barnets stemning og situation.

Ja, er ikke pædagogens opgave - i alle skiftende faser af opvæksten - at bidrage med denne menneskelige "rugevarme" vi behøver fra omgivelserne for at bryde gennem skallen til udfoldelsen af vores egen selvstændighed?

Men jeg'et selv er ukrænkelig, en helligdom i mennesket. Appellen til jeg'et må altid gå omvejen gennem sansning, oplevelse, vilje, følelse og tanke - sjælens værktøj. Gennem begejstring, opmuntring og styrkende modstand får barnet mulighed for at finde sin egen vej i læringsprocessen. Lærerens opgave er at skabe en undervisning som kommer barnets "vækstpunkt" i møde.

"Læreplanen er mennesket selv." (Rudolf Steiner)

I møde med ægte fænomener må skolen give barnet mulighed for at øve selvstændig iagttagelse- og dømmekraft. Til slut kan ideerne og idealerne selv blive til de autoriteter som eleven retter sig mod."

Harald Haakstad (1951-2016), Steiner-lærer og forfatter

Tænker ministeriet kunne lære lidt af den tilgang...

Menneskesyn er en af de ting der er svære at forklare. To organisationer kan set udefra gøre det samme - men i den ene er menneskesynet centralt, i den anden er mennesker mere noget bøvl man må leve med. Jeg har i anden sammenhæng, og nu taler vi voksne, set hvordan den sidste tilgang er utrolig ineffektiv. Der sker simpelthen meget lidt i forhold til de investerede resurser. Fordi om vi vel det eller ej, er vi alle mennesker med menneskelige motivationer og menneskelige fejl.

onsdag den 3. oktober 2018

Skæve vinkler

Vi havde en ekstra arbejdsweekend på Østskolen, Waldorfskolen i Aalborg for at få styr på nogle ting.

Der var ikke helt så mange som før sommerferien, men det var nu rigtig fint, og jeg fik talt med nogle flere.

Jeg synes ærlig talt de fleste af de andre forældre er nogle seje typer der bare går til den. Det er inspirerende. Men det ligger også lidt i ånden, både i børnehaven og i skolen, at vi da bare løser de praktiske problemer.

Jeg brugte min næsten to meter til at hjælpe med at sætte lydplader op i loftet for at tage noget af efterklangen.

Og bagefter var der en lidt speciel opgave som skolelederen mente jeg måske kunne kigge på. Alle lokalerne er udformede uden 90 graders vinkler, vist nok i stedet som krystal-efterligninger. Det kan man mene om hvad man vil, men det gør dem betydeligt mere hyggelige og specielle. Flere af lofterne er også særligt indrettede, og her var så problemet. Et nedadvendt hjørne havde for mange år siden været utæt, så gipsen var blevet vandskadet.

De oprindelige pionerer der har udtænkt og bygget sådan et hjørne, er for længst pensioneret.

Og der var så ikke lige nogen der havde haft mod på at få det repareret siden skaden var sket...

Gips-glæden

Vi stod og kiggede på hjørnet et stykke tid, men hvor én så tabte modet, kortsluttede jeg vist, og tænkte, det kan da ikke være så svært. Og så gik jeg i krig med at skære ødelagt gips ned fra alle sider og skære nye små stykker til og skrue op. Det tager altså noget længere tid at tilpasse vinkler der ikke er 90 grader, i loftshøjde.

Men da jeg endelig havde fået lukket alle hullerne, så kun den endelige afpudsning manglede, var det altså en god følelse. Især fordi det er første gang jeg nogensinde har arbejdet med gipsplader.

Skæve vinkler

Det med de skæve vinkler ligger lidt i ånden på skolen.

Der startede en pige i min søns klasse før ferien, som kom fra en skole inde i byen hvor man nok må konstatere at der ikke var plads til hende. Hendes mor havde faktisk før arbejdet med gipsplader så vi fik snakket lidt.

Jeg tænker Waldorf-skolesystemet er mere rummeligt.

Der må være noget om fordybelse i Rudolf Steiners filosofiske tanker, for der er plads og fred og ro til de skæve vinkler, de er faktisk noget af det der gør det hele mere spændende, som udvider alles horisonter, og som også er en del af fællesskabet.

Jeg har kun set den nye pige glad, utrolig glad, med et kæmpe grin på faktisk, i min søns klasse.

Jeg har selv haft en lignende oplevelse med min næstældste søn som endnu går i børnehave. I vuggestuen var det også som om der ikke var plads til sådan en som ham. Der gik for lang tid før jeg helt forstod at der var noget galt med systemet på stedet. Det endte med at han startede i børnehaven før tid.

Bagefter er man ærgerlig over at det tog så lang tid for en at reagere. Men vi har vel, de fleste af os, en grundlæggende tillid til at systemet fungerer?

Jeg kan godt forstå at et barn f.eks. kan trives dårligt et sted hvis det på en eller anden måde ikke passer med de kammerater det er sat sammen med. Men jeg synes det er trist hvis det er systemet gennem de voksne der forårsager problemet. Så er der altså noget galt.

Og det er nok blevet hovedårsagen til at vores børn går i Rudolf Steiner-børnehaven og -skolen i Aalborg Øst - menneskesynet og det menneskevenlige system.

søndag den 29. juli 2018

Ny bekendtgørelse for daginstitutioner, også Rudolf Steiner

Jeg havde en kedelig oplevelse før ferien. Der var jeg nemlig i kontakt med det politiske system.

Der er kommet en ny bekendtgørelse for daginstitutioner, det vil sige også for mine børns Rudolf Steiner-børnehave i Aalborg Øst, Tusindstrålen.

Selve bekendtgørelsen er egentlig fin nok, og indeholder såmænd blot nogle generelle vendinger.

Men desværre har en eller anden nød inde ved ministeriet besluttet sig for at de læreplaner som pædagogerne rundt omkring skriver må kunne skrives bedre. Og det er sikkert ikke helt forkert. Min oplevelse er i hvert fald at de er ret indforståede.

Man kan så spekulere lidt over hvad formålet med læreplanerne egentlig er - for der er næppe meget formål i dem andet end at få pædagogerne til at tænke lidt mere over hvad de gør.

Problemet for vores børnehave, og såmænd også alle andre børnehaver, er at den ministerielle nød har fået skrevet nogle eksempellæreplaner som alle så "skal tage udgangspunkt i".

På den måde fratager man pædagogerne initiativet. Og hvad er så tilbage af formålet, spørger jeg?

Lovsjusk

Men tilbage til at tage udgangspunkt i. Nu skal man huske på at ministeriet ikke fører tilsyn med noget som helst. Men det gør kommunerne, så hvis man skal tage udgangspunkt i noget og fraviger fra det, så har man potentielt et tilsynsproblem som kan føre til at kommunen kommer med et påbud som fører til lukning. Påbuddet er ikke pædagogisk begrundet, men rent administrativt - I gør ikke som I får besked på, derfor kan ikke få tilskud.

Og det er desværre sket - blandt andet i Svendborg i sagen om Askelæ, hvor Statsforvaltningen dog til sidst efter et år gav kommunen besked på at deres krav ikke var helt i overensstemmelse med lovgivningen.

Så med andre ord er det sidste man som daginstitution ønsker at der er alt for detaljerede retningslinjer og dertil hørende åbenlyse fortolkningsproblemer.

Men det er lige præcis hvad ministeriet har leveret.

Vi skrev så og forklarede vores problem. Og her kommer den kedelige oplevelse.

Ministeren blev gået på klingen af en vaks journalist.

Og gav tydeligt udtryk for at hun ikke kunne se noget problem, for sådan skulle bekendtgørelsen da ikke forstås.

Med den holdning er det... svært. Vi var bare dumme, selvom det ikke var os der var ansvarlige for lovarbejdet.

Heldigvis lykkedes det at få andre politikere i tale.

It i daginstitutioner

Men irriterende nok blev det hele drejet i retning af it i daginstitutioner, for det handlede jo egentlig om at ministeriet som åbenlyst ikke aner en klap om hvordan man driver vuggestuer eller børnehaver, sad og forholdsvist detaljeret gjorde rede for hvordan man skal drive vuggestuer og børnehaver.

Vuggestuer og børnehaver består primært af menneskelig interaktion, børn og voksne imellem. Det kræver en stor fleksibilitet, børnene og faktisk også de voksne er jo som de er. Hvad der fungerer bedst for én pædagog og ét bestemt barn, fungerer ikke for en anden pædagog eller et andet barn. Den slags kan man ikke styre med regler.

Det lykkedes os at få ændret lidt i formuleringerne så vi ikke kommer i klemme. Men den grundlæggende skamstøtte fik lov at stå - jeg brugte personligt flere nætter på sagen, og havde ikke energi til at gøre mere ved det. Løbet var vist også kørt.

Drejningen på it gjorde i øvrigt også at jeg blev kaldt teknologiforskrækket ved to lejligheder. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er sådan en der spillede Sim City da jeg var barn.

Dog ikke i børnehaven.

tirsdag den 3. juli 2018

Vedligeholdelse

Jeg var til vedligeholdelsesweekend på Østskolen.

En del af ånden i Rudolf Steiner-tankerne er vi alle kan hvis vi vil, og at alle hjælper til.

Det var egentlig meningen at vi også skulle komme og hjælpe med at gøre rent i klasselokalet, men fordi klassen ikke er så stor, er vi indtil videre fritaget.

Men vedligeholdelses-weekenden skulle vi med til. Janne blev hjemme, den mindste er ikke så stor endnu.

Det var altså hyggeligt. Fra Rudolf Steiner-børnehaven har jeg før erfaret at det dels er rart at få brugt kroppen, dels er fint at få mødt de andre forældre og de andre børn, for ja, det foregår med børn.

På skolen er det dog lidt anderledes. For det første er vi mange flere så der sker virkelig noget, for det andet er de ældste børn så gamle at de selv tropper op og pukler løs!

Vi malede blandt andet bænke med træbeskyttelse, men måtte se os overhalet af nogle 9.-klasses tøser selvom vi havde et stort forspring.

At få lov

Under malerarbejdet dukkede et par ukendte børn op og spurgte om de måtte hjælpe til. Det viste sig at de gik i nulte klasse på den nærliggende kommuneskole og var meget begejstrede over at vi havde lov til at male vores skoles ting. Det måtte de ikke. De havde en pedel der skulle ordne det.

En lidt spøjs ting var at jeg spurgte hvilke fag de syntes bedst om, og så svarede begge øjeblikkeligt: fri leg!

Når man spørger min søn om det samme, tøver han længe og kan ikke rigtig komme med et svar - han kan lide alt det der foregår i hans skoletid.

Nu er min søn måske arveligt belastet. Men jeg spekulerer nogle gange på det her med om børn i virkelighed ikke godt kan fornemme hvad der fungerer for dem. Som jeg husker min skoletid, var der ikke nogen der spurgte os børn hvad vi syntes, i hvert fald ikke om noget der betød noget. Er det egentlig ikke mærkeligt?

Jeg er efterhånden gået fra en spekulation om skolen var det rigtige valg, til en stor glæde over vi valgte som vi gjorde, primært ved de her små ting hvor jeg tænker filosofien i Rudolf Steiner/Waldorf-skolesystemet indeholder nøje opvejelser og gennemtænkte valg.

Der er nogle ting der er mere spøjse, f.eks. at man traditionen tro følger Goethes farvelære i farvelægningen af lokalerne. At det har holdt har måske nogle andre begrundelser end lige dem Goethe har beskrevet.