onsdag den 3. oktober 2018

Skæve vinkler

Vi havde en ekstra arbejdsweekend på Østskolen, Waldorfskolen i Aalborg for at få styr på nogle ting.

Der var ikke helt så mange som før sommerferien, men det var nu rigtig fint, og jeg fik talt med nogle flere.

Jeg synes ærlig talt de fleste af de andre forældre er nogle seje typer der bare går til den. Det er inspirerende. Men det ligger også lidt i ånden, både i børnehaven og i skolen, at vi da bare løser de praktiske problemer.

Jeg brugte min næsten to meter til at hjælpe med at sætte lydplader op i loftet for at tage noget af efterklangen.

Og bagefter var der en lidt speciel opgave som skolelederen mente jeg måske kunne kigge på. Alle lokalerne er udformede uden 90 graders vinkler, vist nok i stedet som krystal-efterligninger. Det kan man mene om hvad man vil, men det gør dem betydeligt mere hyggelige og specielle. Flere af lofterne er også særligt indrettede, og her var så problemet. Et nedadvendt hjørne havde for mange år siden været utæt, så gipsen var blevet vandskadet.

De oprindelige pionerer der har udtænkt og bygget sådan et hjørne, er for længst pensioneret.

Og der var så ikke lige nogen der havde haft mod på at få det repareret siden skaden var sket...

Gips-glæden

Vi stod og kiggede på hjørnet et stykke tid, men hvor én så tabte modet, kortsluttede jeg vist, og tænkte, det kan da ikke være så svært. Og så gik jeg i krig med at skære ødelagt gips ned fra alle sider og skære nye små stykker til og skrue op. Det tager altså noget længere tid at tilpasse vinkler der ikke er 90 grader, i loftshøjde.

Men da jeg endelig havde fået lukket alle hullerne, så kun den endelige afpudsning manglede, var det altså en god følelse. Især fordi det er første gang jeg nogensinde har arbejdet med gipsplader.

Skæve vinkler

Det med de skæve vinkler ligger lidt i ånden på skolen.

Der startede en pige i min søns klasse før ferien, som kom fra en skole inde i byen hvor man nok må konstatere at der ikke var plads til hende. Hendes mor havde faktisk før arbejdet med gipsplader så vi fik snakket lidt.

Jeg tænker Waldorf-skolesystemet er mere rummeligt.

Der må være noget om fordybelse i Rudolf Steiners filosofiske tanker, for der er plads og fred og ro til de skæve vinkler, de er faktisk noget af det der gør det hele mere spændende, som udvider alles horisonter, og som også er en del af fællesskabet.

Jeg har kun set den nye pige glad, utrolig glad, med et kæmpe grin på faktisk, i min søns klasse.

Jeg har selv haft en lignende oplevelse med min næstældste søn som endnu går i børnehave. I vuggestuen var det også som om der ikke var plads til sådan en som ham. Der gik for lang tid før jeg helt forstod at der var noget galt med systemet på stedet. Det endte med at han startede i børnehaven før tid.

Bagefter er man ærgerlig over at det tog så lang tid for en at reagere. Men vi har vel, de fleste af os, en grundlæggende tillid til at systemet fungerer?

Jeg kan godt forstå at et barn f.eks. kan trives dårligt et sted hvis det på en eller anden måde ikke passer med de kammerater det er sat sammen med. Men jeg synes det er trist hvis det er systemet gennem de voksne der forårsager problemet. Så er der altså noget galt.

Og det er nok blevet hovedårsagen til at vores børn går i Rudolf Steiner-børnehaven og -skolen i Aalborg Øst - menneskesynet og det menneskevenlige system.

søndag den 29. juli 2018

Ny bekendtgørelse for daginstitutioner, også Rudolf Steiner

Jeg havde en kedelig oplevelse før ferien. Der var jeg nemlig i kontakt med det politiske system.

Der er kommet en ny bekendtgørelse for daginstitutioner, det vil sige også for mine børns Rudolf Steiner-børnehave i Aalborg Øst, Tusindstrålen.

Selve bekendtgørelsen er egentlig fin nok, og indeholder såmænd blot nogle generelle vendinger.

Men desværre har en eller anden nød inde ved ministeriet besluttet sig for at de læreplaner som pædagogerne rundt omkring skriver må kunne skrives bedre. Og det er sikkert ikke helt forkert. Min oplevelse er i hvert fald at de er ret indforståede.

Man kan så spekulere lidt over hvad formålet med læreplanerne egentlig er - for der er næppe meget formål i dem andet end at få pædagogerne til at tænke lidt mere over hvad de gør.

Problemet for vores børnehave, og såmænd også alle andre børnehaver, er at den ministerielle nød har fået skrevet nogle eksempellæreplaner som alle så "skal tage udgangspunkt i".

På den måde fratager man pædagogerne initiativet. Og hvad er så tilbage af formålet, spørger jeg?

Lovsjusk

Men tilbage til at tage udgangspunkt i. Nu skal man huske på at ministeriet ikke fører tilsyn med noget som helst. Men det gør kommunerne, så hvis man skal tage udgangspunkt i noget og fraviger fra det, så har man potentielt et tilsynsproblem som kan føre til at kommunen kommer med et påbud som fører til lukning. Påbuddet er ikke pædagogisk begrundet, men rent administrativt - I gør ikke som I får besked på, derfor kan ikke få tilskud.

Og det er desværre sket - blandt andet i Svendborg i sagen om Askelæ, hvor Statsforvaltningen dog til sidst efter et år gav kommunen besked på at deres krav ikke var helt i overensstemmelse med lovgivningen.

Så med andre ord er det sidste man som daginstitution ønsker at der er alt for detaljerede retningslinjer og dertil hørende åbenlyse fortolkningsproblemer.

Men det er lige præcis hvad ministeriet har leveret.

Vi skrev så og forklarede vores problem. Og her kommer den kedelige oplevelse.

Ministeren blev gået på klingen af en vaks journalist.

Og gav tydeligt udtryk for at hun ikke kunne se noget problem, for sådan skulle bekendtgørelsen da ikke forstås.

Med den holdning er det... svært. Vi var bare dumme, selvom det ikke var os der var ansvarlige for lovarbejdet.

Heldigvis lykkedes det at få andre politikere i tale.

It i daginstitutioner

Men irriterende nok blev det hele drejet i retning af it i daginstitutioner, for det handlede jo egentlig om at ministeriet som åbenlyst ikke aner en klap om hvordan man driver vuggestuer eller børnehaver, sad og forholdsvist detaljeret gjorde rede for hvordan man skal drive vuggestuer og børnehaver.

Vuggestuer og børnehaver består primært af menneskelig interaktion, børn og voksne imellem. Det kræver en stor fleksibilitet, børnene og faktisk også de voksne er jo som de er. Hvad der fungerer bedst for én pædagog og ét bestemt barn, fungerer ikke for en anden pædagog eller et andet barn. Den slags kan man ikke styre med regler.

Det lykkedes os at få ændret lidt i formuleringerne så vi ikke kommer i klemme. Men den grundlæggende skamstøtte fik lov at stå - jeg brugte personligt flere nætter på sagen, og havde ikke energi til at gøre mere ved det. Løbet var vist også kørt.

Drejningen på it gjorde i øvrigt også at jeg blev kaldt teknologiforskrækket ved to lejligheder. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er sådan en der spillede Sim City da jeg var barn.

Dog ikke i børnehaven.

tirsdag den 3. juli 2018

Vedligeholdelse

Jeg var til vedligeholdelsesweekend på Østskolen.

En del af ånden i Rudolf Steiner-tankerne er vi alle kan hvis vi vil, og at alle hjælper til.

Det var egentlig meningen at vi også skulle komme og hjælpe med at gøre rent i klasselokalet, men fordi klassen ikke er så stor, er vi indtil videre fritaget.

Men vedligeholdelses-weekenden skulle vi med til. Janne blev hjemme, den mindste er ikke så stor endnu.

Det var altså hyggeligt. Fra Rudolf Steiner-børnehaven har jeg før erfaret at det dels er rart at få brugt kroppen, dels er fint at få mødt de andre forældre og de andre børn, for ja, det foregår med børn.

På skolen er det dog lidt anderledes. For det første er vi mange flere så der sker virkelig noget, for det andet er de ældste børn så gamle at de selv tropper op og pukler løs!

Vi malede blandt andet bænke med træbeskyttelse, men måtte se os overhalet af nogle 9.-klasses tøser selvom vi havde et stort forspring.

At få lov

Under malerarbejdet dukkede et par ukendte børn op og spurgte om de måtte hjælpe til. Det viste sig at de gik i nulte klasse på den nærliggende kommuneskole og var meget begejstrede over at vi havde lov til at male vores skoles ting. Det måtte de ikke. De havde en pedel der skulle ordne det.

En lidt spøjs ting var at jeg spurgte hvilke fag de syntes bedst om, og så svarede begge øjeblikkeligt: fri leg!

Når man spørger min søn om det samme, tøver han længe og kan ikke rigtig komme med et svar - han kan lide alt det der foregår i hans skoletid.

Nu er min søn måske arveligt belastet. Men jeg spekulerer nogle gange på det her med om børn i virkelighed ikke godt kan fornemme hvad der fungerer for dem. Som jeg husker min skoletid, var der ikke nogen der spurgte os børn hvad vi syntes, i hvert fald ikke om noget der betød noget. Er det egentlig ikke mærkeligt?

Jeg er efterhånden gået fra en spekulation om skolen var det rigtige valg, til en stor glæde over vi valgte som vi gjorde, primært ved de her små ting hvor jeg tænker filosofien i Rudolf Steiner/Waldorf-skolesystemet indeholder nøje opvejelser og gennemtænkte valg.

Der er nogle ting der er mere spøjse, f.eks. at man traditionen tro følger Goethes farvelære i farvelægningen af lokalerne. At det har holdt har måske nogle andre begrundelser end lige dem Goethe har beskrevet.

mandag den 30. april 2018

Forældermøde på skolen

Jeg har været til forældermøde på min søns skole, Waldorf-skolen i Aalborg, og nu hvor klassen har fundet sammen, hørte vi lidt mere om aktiviterne i skolen og nogle af tankerne bag.

Ordet "lidt" skal tages bogstaveligt, for der er ikke noget der bliver skåret ud i pap. Vi bliver præsenteret for det, og får sat nogle få ord på, og kan så tygge videre på det bagefter.

Styrkelse af karakteren

Der er meget håndarbejde af forskellig art, og også en del leg - min søns favorit er ståtrold som de nogle gange tager en omgang af om morgenen med klassen over.

Den underliggende filosofi i håndarbejdet, ud over glæden ved arbejdet med fingrene, synes at være at det gerne må kræve tålmodighed og vedholdenhed.

F.eks. laver de små ting i bivoks, et særdeles hårdt materiale, som kræver at man arbejder en del med det og får det varmet godt op før man overhovedet kan forme det. Det er ret kulørt, ikke helt så pænt som andre ting de laver, men dufter dejligt.

Den fingerstrikkede taske som jeg tidligere har nævnt, er et andet eksempel - den er min søn i hvert fald ikke kommet sovende til.

De har også lavet en lille båd i træ som minutiøst er savet og raspet i facon og pudset og boret hul til mast (med svingbor og hjælp fra en kammerat) osv. Det tager noget tid når man er seks år gammel. Den var han stolt af.

Rudolf Steiner-bagtanker

Så selvom man kunne tro at det var en uddannelse i håndarbejde, så tænker jeg egentlig at det meste af det, med hvad jeg tænker på som de vanlige Rudolf Steiner-bagtanker, handler om at styrke karakteren.

Styrkelse af viljeskræfterne er en ting man snakker om.

Jeg har ikke indtryk af at de endnu har egentlige boglige aktiviteter. De laver lidt regning, men det tænker jeg er hovedregning ala hvis man har fire appelsiner og får otte mere.

De maler dog.

Jeg kunne ikke lade være med at nævne vores besøg hos skolesundhedsplejersken for læreren, selvom jeg bagefter fortrød det for jeg synes egentlig ikke det her med ikke at passe helt ned i de officielle kasser er noget der fortjener at blive givet videre.

Men der kom dog en lille forklaring ud af det med det endnu ikke indlærte blyantsgreb - børnene øver sig på de brede strøg, at fylde hele papiret ud med farve, at turde udfolde sig, at fylde noget, i stedet for at sidde med en blyant og nørkle med små figurer.

Maling er en alvorlig sag. Man taler heller ikke mens man maler.

Farvene er valgt så de passer sammen og giver nogle flotte, abstrakte billeder.

Hulebørn

Læreren får også nævnt at hun nogle gange laver sociale lege. F.eks. får børnene den opgave at de skal bygge en hule af hynderne, tæpperne og møblerne i SFO'en,  hvor der er plads til alle børn på en gang.

Det er faktisk en svær opgave.

Nogle vil nok spekulere over hvad hulebygning har med noget at gøre. Men det er netop det fine ved Waldorf-skolen. De enkle og jordnære aktiviteter er gennemtænkt og valgt med rettidig omhu. Det kræver nogen spekulation at forstå.

Fik jeg sagt at min søn er glad for skolen? Det er jeg også.

mandag den 12. marts 2018

Skolesundhedsplejersken

Jeg var med min søn der går på Waldorf-skolen i Aalborg til sundhedsplejerske til kontrol for nylig.

Der er ikke nogen sundhedsplejerske tilknyttet direkte til skolen, det er en lille skole, så vi skulle over på den nærmeste kommuneskole, Tornhøjskolen.

Kontrasten er altså stor. Hvor Waldorf-skolen er lazeret, altså malet f.eks. hvid og så duppet med en sart pastelfarve, lyserød i min søns klasse, og hvor rummene er med vide hjørner, asymmetriske, store vinduer, og indrettet lidt hjemligt med forskellige hyggelige ting, så skal vi ind gennem Tornhøjskolens nyindrettede, upersonlige biblioteks-lounge i moderne stil med velvære-slogans anbragt strategiske steder.

Besøget hos sundhedsplejersken er også en kontrast. Hun starter med at udspørge min søn der under krydsforhøret vælger den fornuftige strategi at give så få oplysninger fra sig som muligt, og fylder dernæst på med et alenlagt, i betragtning af min seks-årige søns alder, foredrag om hvad sundhed er for noget.

Selvoplevelse og -erkendelse

I Steiner-miljøet som jeg opfatter det, er tilgangen nærmest modsat - man sætter rammer ud fra nogle strategiske, nærmeste luskede overvejelser, og lader så børnene (og forældrene!) selv opleve sig frem til erkendelserne.

Men det virker faktisk som om min søn lytter - han er altså også skrap til at koncentrere sig. Nogle dage efter kan jeg i hvert fald høre at han nogle gange spørger om noget er sundt.

Engang troede jeg på samme måde man kunne inddele verdenen i sunde og usunde ting, men jeg synes ikke det er helt så let længere. Jeg kan dog godt bekræfte at en skål havregryn med rosiner er en udmærket morgenmad.

Kasser og forkerthed

Efter foredraget er det tid til fysiske undersøgelser. Det er hun altså god til, min søn synes det er sjovt.

Desværre skinner det tydeligt igennem at fokus er at finde ting der er forkerte. F.eks. er min søn høj af sin alder. Jeg er selv høj, lige knap 2 meter, og ja, det er faktisk ikke så praktisk, men jeg synes måske det er lidt tidligt og lidt det forkerte selskab at bringe hormonbehandling på banen i.

Finmotoriktesten består af én opgave: at skrive sit navn. Det er ikke en særlig godt valgt test til min søn, fordi i min søns klasse skriver de ikke endnu. Men min søn går bare i gang og skriver faktisk sit navn spejlvendt. Dog med forkert blyantsgreb, hvad sundhedsplejersken hjælpsomt giver et miniforedrag om vigtigheden af...

Tilsvarende passer min søn ikke ned i bold-kontrols-kassen. Nok fordi skolen har et grønt område med bakker og træer og alt muligt, så i stedet for at være spærret inde i en flise- eller asfaldtbelagt gård hvor man ikke kan så meget andet end at spille med bold, så bruger min søns klasse tiden på mange andre forskellige ting, f.eks. at bygge huler og den slags.

Så da sundhedsplejersken hjælpsomt mener jeg skal øve at kaste og gribe bold med min søn så han ikke er den der bliver valgt sidst i skolegården, smiler jeg bare.

Men jeg tænker om ikke det er systemet det er galt med. Jeg har for nylig læst Seeing like a state: How Certain Schemes to Improve the Human Condition Have Failed, og sådan et regelsystem kan ødelægge alting.

onsdag den 14. februar 2018

Opstart på Waldorf-skolen i Aalborg Øst

Min søn startede på Rudolf Steiner-skolen i Aalborg i nulte klasse i august.

Første skoledag fik vi et skoleskema udleveret. Aha, tænker man så. Så alternativt er det da heller ikke - det var som da jeg gik på kommuneskolen.

Jeg tog et billede af skemaet som var håndtegnet. Fagene hedder sådan noget som rim, remser, sang og eventyr, maling, håndarbejde og træarbejde, tegning, modellering, udeliv.

Klassen havde fået et lille, hyggeligt lokale i forbindelse med skole-fritidsordningen - det er nemlig en lille klasse. Nogle borde i børnestørrelse sat sammen så de udgjorde et stort bord, omtrent på størrelse med ét direktørskrivebord.

Her efter et halvt år er det mit indtryk at skemaet ikke bliver fulgt så nøje - aktiviterne er der godt nok, men hvornår de foregår, afhænger af hvilket humør børnene er i og årstiden.

Men de bliver skam taget alvorligt.

Min søn fortæller som regel om aktiviteterne henkastet når man spørger, men jeg er flere gange blevet imponeret.

Den første store overraskelse var fingerstrik. Hvordan det præcis foregår, ved jeg endnu ikke, men en skønne dag kommer jeg hjem fra arbejde og opdager at min kæreste igen har købt en ny håndtaske, sådan lidt i Peru-stil. Men jeg kan ikke finde noget mærke i den.

Det viser sig min søn har fingerstrikket den!

Den fortalte han lidt mere begejstret om.

Læsning er ikke på skemaet. Det kommer først senere.

onsdag den 1. november 2017

Første indlæg

Hej med dig!

Mit navn er Ole Laursen, og jeg bor i Aalborg. Til daglig arbejder jeg med softwareudvikling.

Jeg har egentlig en engelsksproget blog som jeg har skrevet på i mange år, lidt on/off - i de seneste år mest off, med 4 børn.

Nogle gange har jeg imidlertid haft lyst til at skrive om danske emner, og det virker lidt skørt at gøre på engelsk. Så derfor denne blog.