At være fremmed for verden

Stødte lige på følgende citat:

“The relatively new trouble with mass society is perhaps even more serious, but not because of the masses themselves, but because this society is essentially a consumers’ society where leisure time is used no longer for self-perfection or acquisition of more social status, but for more and more consumption and more and more entertainment…To believe that such a society will become more “cultured” as time goes on and education has done its work, is, I think, a fatal mistake. The point is that a consumers’ society cannot possibly know how to take care of a world and the things which belong exclusively to the space of worldly appearances, because its central attitude toward all objects, the attitude of consumption, spells ruin to everything it touches.”
― Hannah Arendt, Between Past and Future

Jeg synes det grundlæggende problem her er at man med forbrug fjerner sig fra det egentlige arbejde, produktionen og de underliggende processer, så man til sidst kan få den attitude at man ikke behøver at vide noget om noget.

På den måde kan man blive fremmed for alt. I stedet for at blive fortrolig med sine omgivelser.

F.eks. prøvede jeg for nogle år siden at dyrke kål, i flere omgange. Siden da har jeg haft stor respekt for de kæmpestore kålhoveder man kan finde til en tier i supermarkedet.

En af de ting jeg virkelig godt kan lide ved steinerpædagogikken er det er en gøre-pædagogik. Både i børnehave og skole gør de ting i stedet for at høre om dem. F.eks. kværner de korn. Eller skriver bogstaver i stedet for at læse dem, som min søn pt. gør.

Jeg tror man kommer ud af det som et bedre menneske, et mere selvsikkert menneske der er mere fortrolig med sig selv, med andre og med sine omgivelser.

Børn og selvstændighed og læreplaner og menneskesyn

Jeg læste lige følgende i Steinerbladet #1/2019, jeg har oversat det fra norsk:

"Den ni-ti-årige er en person og længes efter at få bekræftet sin nye selvstændighedsoplevelse af nogen personen kan stole på - ikke bare en som bestemmer, men en berettiget autoritet. Dette bliver nu pædagogens opgave. Ikke med mange ord og forklaringer, men mere i holdning og væremåde må den voksne formidle sin forståelse og medoplevelse af barnets stemning og situation.

Ja, er ikke pædagogens opgave - i alle skiftende faser af opvæksten - at bidrage med denne menneskelige "rugevarme" vi behøver fra omgivelserne for at bryde gennem skallen til udfoldelsen af vores egen selvstændighed?

Men jeg'et selv er ukrænkelig, en helligdom i mennesket. Appellen til jeg'et må altid gå omvejen gennem sansning, oplevelse, vilje, følelse og tanke - sjælens værktøj. Gennem begejstring, opmuntring og styrkende modstand får barnet mulighed for at finde sin egen vej i læringsprocessen. Lærerens opgave er at skabe en undervisning som kommer barnets "vækstpunkt" i møde.

"Læreplanen er mennesket selv." (Rudolf Steiner)

I møde med ægte fænomener må skolen give barnet mulighed for at øve selvstændig iagttagelse- og dømmekraft. Til slut kan ideerne og idealerne selv blive til de autoriteter som eleven retter sig mod."

Harald Haakstad (1951-2016), Steiner-lærer og forfatter

Tænker ministeriet kunne lære lidt af den tilgang...

Menneskesyn er en af de ting der er svære at forklare. To organisationer kan set udefra gøre det samme - men i den ene er menneskesynet centralt, i den anden er mennesker mere noget bøvl man må leve med. Jeg har i anden sammenhæng, og nu taler vi voksne, set hvordan den sidste tilgang er utrolig ineffektiv. Der sker simpelthen meget lidt i forhold til de investerede resurser. Fordi om vi vel det eller ej, er vi alle mennesker med menneskelige motivationer og menneskelige fejl.