Vi havde en ekstra arbejdsweekend på Østskolen, Waldorfskolen i Aalborg for at få styr på nogle ting.
Der var ikke helt så mange som før sommerferien, men det var nu rigtig fint, og jeg fik talt med nogle flere.
Jeg synes ærlig talt de fleste af de andre forældre er nogle seje typer der bare går til den. Det er inspirerende. Men det ligger også lidt i ånden, både i børnehaven og i skolen, at vi da bare løser de praktiske problemer.
Jeg brugte min næsten to meter til at hjælpe med at sætte lydplader op i loftet for at tage noget af efterklangen.
Og bagefter var der en lidt speciel opgave som skolelederen mente jeg måske kunne kigge på. Alle lokalerne er udformede uden 90 graders vinkler, vist nok i stedet som krystal-efterligninger. Det kan man mene om hvad man vil, men det gør dem betydeligt mere hyggelige og specielle. Flere af lofterne er også særligt indrettede, og her var så problemet. Et nedadvendt hjørne havde for mange år siden været utæt, så gipsen var blevet vandskadet.
De oprindelige pionerer der har udtænkt og bygget sådan et hjørne, er for længst pensioneret.
Og der var så ikke lige nogen der havde haft mod på at få det repareret siden skaden var sket...
Gips-glæden
Vi stod og kiggede på hjørnet et stykke tid, men hvor én så tabte modet, kortsluttede jeg vist, og tænkte, det kan da ikke være så svært. Og så gik jeg i krig med at skære ødelagt gips ned fra alle sider og skære nye små stykker til og skrue op. Det tager altså noget længere tid at tilpasse vinkler der ikke er 90 grader, i loftshøjde.
Men da jeg endelig havde fået lukket alle hullerne, så kun den endelige afpudsning manglede, var det altså en god følelse. Især fordi det er første gang jeg nogensinde har arbejdet med gipsplader.
Skæve vinkler
Det med de skæve vinkler ligger lidt i ånden på skolen.
Der startede en pige i min søns klasse før ferien, som kom fra en skole inde i byen hvor man nok må konstatere at der ikke var plads til hende. Hendes mor havde faktisk før arbejdet med gipsplader så vi fik snakket lidt.
Jeg tænker Waldorf-skolesystemet er mere rummeligt.
Der må være noget om fordybelse i Rudolf Steiners filosofiske tanker, for der er plads og fred og ro til de skæve vinkler, de er faktisk noget af det der gør det hele mere spændende, som udvider alles horisonter, og som også er en del af fællesskabet.
Jeg har kun set den nye pige glad, utrolig glad, med et kæmpe grin på faktisk, i min søns klasse.
Jeg har selv haft en lignende oplevelse med min næstældste søn som endnu går i børnehave. I vuggestuen var det også som om der ikke var plads til sådan en som ham. Der gik for lang tid før jeg helt forstod at der var noget galt med systemet på stedet. Det endte med at han startede i børnehaven før tid.
Bagefter er man ærgerlig over at det tog så lang tid for en at reagere. Men vi har vel, de fleste af os, en grundlæggende tillid til at systemet fungerer?
Jeg kan godt forstå at et barn f.eks. kan trives dårligt et sted hvis det på en eller anden måde ikke passer med de kammerater det er sat sammen med. Men jeg synes det er trist hvis det er systemet gennem de voksne der forårsager problemet. Så er der altså noget galt.
Og det er nok blevet hovedårsagen til at vores børn går i Rudolf Steiner-børnehaven og -skolen i Aalborg Øst - menneskesynet og det menneskevenlige system.
