Jeg havde en kedelig oplevelse før ferien. Der var jeg nemlig i kontakt med det politiske system.
Der er kommet en ny bekendtgørelse for daginstitutioner, det vil sige også for mine børns Rudolf Steiner-børnehave i Aalborg Øst, Tusindstrålen.
Selve bekendtgørelsen er egentlig fin nok, og indeholder såmænd blot nogle generelle vendinger.
Men desværre har en eller anden nød inde ved ministeriet besluttet sig for at de læreplaner som pædagogerne rundt omkring skriver må kunne skrives bedre. Og det er sikkert ikke helt forkert. Min oplevelse er i hvert fald at de er ret indforståede.
Man kan så spekulere lidt over hvad formålet med læreplanerne egentlig er - for der er næppe meget formål i dem andet end at få pædagogerne til at tænke lidt mere over hvad de gør.
Problemet for vores børnehave, og såmænd også alle andre børnehaver, er at den ministerielle nød har fået skrevet nogle eksempellæreplaner som alle så "skal tage udgangspunkt i".
På den måde fratager man pædagogerne initiativet. Og hvad er så tilbage af formålet, spørger jeg?
Lovsjusk
Men tilbage til at tage udgangspunkt i. Nu skal man huske på at ministeriet ikke fører tilsyn med noget som helst. Men det gør kommunerne, så hvis man skal tage udgangspunkt i noget og fraviger fra det, så har man potentielt et tilsynsproblem som kan føre til at kommunen kommer med et påbud som fører til lukning. Påbuddet er ikke pædagogisk begrundet, men rent administrativt - I gør ikke som I får besked på, derfor kan ikke få tilskud.
Og det er desværre sket - blandt andet i Svendborg i sagen om Askelæ, hvor Statsforvaltningen dog til sidst efter et år gav kommunen besked på at deres krav ikke var helt i overensstemmelse med lovgivningen.
Så med andre ord er det sidste man som daginstitution ønsker at der er alt for detaljerede retningslinjer og dertil hørende åbenlyse fortolkningsproblemer.
Men det er lige præcis hvad ministeriet har leveret.
Vi skrev så og forklarede vores problem. Og her kommer den kedelige oplevelse.
Ministeren blev gået på klingen af en vaks journalist.
Og gav tydeligt udtryk for at hun ikke kunne se noget problem, for sådan skulle bekendtgørelsen da ikke forstås.
Med den holdning er det... svært. Vi var bare dumme, selvom det ikke var os der var ansvarlige for lovarbejdet.
Heldigvis lykkedes det at få andre politikere i tale.
It i daginstitutioner
Men irriterende nok blev det hele drejet i retning af it i daginstitutioner, for det handlede jo egentlig om at ministeriet som åbenlyst ikke aner en klap om hvordan man driver vuggestuer eller børnehaver, sad og forholdsvist detaljeret gjorde rede for hvordan man skal drive vuggestuer og børnehaver.
Vuggestuer og børnehaver består primært af menneskelig interaktion, børn og voksne imellem. Det kræver en stor fleksibilitet, børnene og faktisk også de voksne er jo som de er. Hvad der fungerer bedst for én pædagog og ét bestemt barn, fungerer ikke for en anden pædagog eller et andet barn. Den slags kan man ikke styre med regler.
Det lykkedes os at få ændret lidt i formuleringerne så vi ikke kommer i klemme. Men den grundlæggende skamstøtte fik lov at stå - jeg brugte personligt flere nætter på sagen, og havde ikke energi til at gøre mere ved det. Løbet var vist også kørt.
Drejningen på it gjorde i øvrigt også at jeg blev kaldt teknologiforskrækket ved to lejligheder. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er sådan en der spillede Sim City da jeg var barn.
Dog ikke i børnehaven.
søndag den 29. juli 2018
tirsdag den 3. juli 2018
Vedligeholdelse
Jeg var til vedligeholdelsesweekend på Østskolen.
En del af ånden i Rudolf Steiner-tankerne er vi alle kan hvis vi vil, og at alle hjælper til.
Det var egentlig meningen at vi også skulle komme og hjælpe med at gøre rent i klasselokalet, men fordi klassen ikke er så stor, er vi indtil videre fritaget.
Men vedligeholdelses-weekenden skulle vi med til. Janne blev hjemme, den mindste er ikke så stor endnu.
Det var altså hyggeligt. Fra Rudolf Steiner-børnehaven har jeg før erfaret at det dels er rart at få brugt kroppen, dels er fint at få mødt de andre forældre og de andre børn, for ja, det foregår med børn.
På skolen er det dog lidt anderledes. For det første er vi mange flere så der sker virkelig noget, for det andet er de ældste børn så gamle at de selv tropper op og pukler løs!
Vi malede blandt andet bænke med træbeskyttelse, men måtte se os overhalet af nogle 9.-klasses tøser selvom vi havde et stort forspring.
At få lov
Under malerarbejdet dukkede et par ukendte børn op og spurgte om de måtte hjælpe til. Det viste sig at de gik i nulte klasse på den nærliggende kommuneskole og var meget begejstrede over at vi havde lov til at male vores skoles ting. Det måtte de ikke. De havde en pedel der skulle ordne det.
En lidt spøjs ting var at jeg spurgte hvilke fag de syntes bedst om, og så svarede begge øjeblikkeligt: fri leg!
Når man spørger min søn om det samme, tøver han længe og kan ikke rigtig komme med et svar - han kan lide alt det der foregår i hans skoletid.
Nu er min søn måske arveligt belastet. Men jeg spekulerer nogle gange på det her med om børn i virkelighed ikke godt kan fornemme hvad der fungerer for dem. Som jeg husker min skoletid, var der ikke nogen der spurgte os børn hvad vi syntes, i hvert fald ikke om noget der betød noget. Er det egentlig ikke mærkeligt?
Jeg er efterhånden gået fra en spekulation om skolen var det rigtige valg, til en stor glæde over vi valgte som vi gjorde, primært ved de her små ting hvor jeg tænker filosofien i Rudolf Steiner/Waldorf-skolesystemet indeholder nøje opvejelser og gennemtænkte valg.
Der er nogle ting der er mere spøjse, f.eks. at man traditionen tro følger Goethes farvelære i farvelægningen af lokalerne. At det har holdt har måske nogle andre begrundelser end lige dem Goethe har beskrevet.
En del af ånden i Rudolf Steiner-tankerne er vi alle kan hvis vi vil, og at alle hjælper til.
Det var egentlig meningen at vi også skulle komme og hjælpe med at gøre rent i klasselokalet, men fordi klassen ikke er så stor, er vi indtil videre fritaget.
Men vedligeholdelses-weekenden skulle vi med til. Janne blev hjemme, den mindste er ikke så stor endnu.
Det var altså hyggeligt. Fra Rudolf Steiner-børnehaven har jeg før erfaret at det dels er rart at få brugt kroppen, dels er fint at få mødt de andre forældre og de andre børn, for ja, det foregår med børn.
På skolen er det dog lidt anderledes. For det første er vi mange flere så der sker virkelig noget, for det andet er de ældste børn så gamle at de selv tropper op og pukler løs!
Vi malede blandt andet bænke med træbeskyttelse, men måtte se os overhalet af nogle 9.-klasses tøser selvom vi havde et stort forspring.
At få lov
Under malerarbejdet dukkede et par ukendte børn op og spurgte om de måtte hjælpe til. Det viste sig at de gik i nulte klasse på den nærliggende kommuneskole og var meget begejstrede over at vi havde lov til at male vores skoles ting. Det måtte de ikke. De havde en pedel der skulle ordne det.
En lidt spøjs ting var at jeg spurgte hvilke fag de syntes bedst om, og så svarede begge øjeblikkeligt: fri leg!
Når man spørger min søn om det samme, tøver han længe og kan ikke rigtig komme med et svar - han kan lide alt det der foregår i hans skoletid.
Nu er min søn måske arveligt belastet. Men jeg spekulerer nogle gange på det her med om børn i virkelighed ikke godt kan fornemme hvad der fungerer for dem. Som jeg husker min skoletid, var der ikke nogen der spurgte os børn hvad vi syntes, i hvert fald ikke om noget der betød noget. Er det egentlig ikke mærkeligt?
Jeg er efterhånden gået fra en spekulation om skolen var det rigtige valg, til en stor glæde over vi valgte som vi gjorde, primært ved de her små ting hvor jeg tænker filosofien i Rudolf Steiner/Waldorf-skolesystemet indeholder nøje opvejelser og gennemtænkte valg.
Der er nogle ting der er mere spøjse, f.eks. at man traditionen tro følger Goethes farvelære i farvelægningen af lokalerne. At det har holdt har måske nogle andre begrundelser end lige dem Goethe har beskrevet.
Abonner på:
Opslag (Atom)