Peter og trillebøren - et fødselsdagsgodnateventyr

Peters alder kan evt. variere lidt efter hvor gammel fødselsdagsbarnet er.

Der var engang en lille dreng der hed Peter.

Peter havde ingen forældre. Men han havde en stor trillebør som han var god til at køre med. Og så gik han rundt ude på landet og hjalp til med at flytte ting for folk, og tjente på den måde så han kunne få noget at spise.

Så en dag kom Peter med sin trillebør til en stor by, hovedstaden i kongeriget, der hvor kongen og dronningen og prinsen boede.

- Her må da være mange der har brug for min hjælp, tænkte Peter. Og så gik han frejdigt gennem porten.

Men i sådan en hovedstad bor der mange mennesker, og der er meget larm, og Peter havde svært ved at finde ud af hvad han skulle gøre. Når han forsøgte at hjælpe nogle, troede de at han ville stjæle fra dem, og de jagede ham væk.

Da det blev aften, var Peters mave stadig tom, og han havde ikke noget sted at sove.

Men så kom en pige hen til ham. Hun hed Ilva og havde set hvordan det gik ham.

- Kom du med mig, sagde hun, så skal jeg nok hjælpe dig. Jeg kender byen som min egen bukselomme.

Og det gjorde Ilva. Hun vidste hvem der havde brug for hjælp og gerne ville give en skilling, og hun vidste hvem der nogle gale spektakler som man skulle holde sig fra.

Hun boede under en bro i byen. Og der kom Peter også til at bo.

Ilva havde et stort tæppe som var helt fuld af huller. Hver gang hun fik en stump stof, syede hun den på for at dække et af hullerne, så tæppet efterhånden blev i alle mulige farver. Under det tæppe sov Ilva og Peter.

Og dagene gik. Peter lærte efterhånden mange af menneskene i byen at kende, han hjalp dem med sin trillebør, og tilsammen tjente Ilva og Peter nok til at de fik noget at spise.

Så da der var gået et par år, blev det en helt speciel dag. Det var nemlig den dag Peter fyldte 10 år.

Da han vågnede om morgenen, strålede solen ham i møde.

- I dag bliver en god dag, sagde han. Og så smilede han til Ilva, og fandt sin trillebør og gik afsted til markedet så han kunne tjene penge til en rigtig fødselsdagsmiddag.

Henne på markedet mødte han den fine konditorbager. Hun så glad ud over at se ham.

- Det var godt du kom, Peter. I dag er det prinsens fødselsdag, så oppe fra slottet har de bestilt de fineste sukkerbrød. Jeg har bagt og bagt hele natten, og nu skal jeg have båret sukkerbrødene op til slottet. Vil du ikke hjælpe mig med det?

Det ville Peter gerne, og han fløjtede og fik en skilling, og så gik det afsted med de skinnende sukkerbrød på en flot rød dug i trillebøren. Det duftede skønt af søde sager.

Da de kom op til slottet, kom prinsen ud for at se hvad der skete. Han tog et af brødene, bed i det - og så smed han det på jorden.

- Adr! Der er slet ikke nok sukker i det brød! Hvordan kan du komme med sådan noget bras! Bag straks en ny portion til min fødselsdagsfest, eller du får hovedet hugget af!

Og så sparkede prinsen til trillebøren så sukkerbrødene væltede ned i støvet, og stormede ind på slottet.

Den fine konditorbager gav sig til at græde.

- Hvordan skal jeg kunne nå at bage nye brød? Jeg skal have nyt mel og sukker, og jeg har ikke fået betaling for brødene endnu, så selv hvis jeg kunne nå det, har jeg slet ikke penge til at betale for det. Jeg klarer det aldrig!

Men Peter gav hende et ordentligt kram.

- I dag er det min fødselsdag, jeg fylder 10 år, og det er en god dag, så du skal se, det ordner sig nok. Jeg hjælper dig. Hvis du rydder op efter de spildte brød, så skaffer jeg dig mel og sukker.

Og så pilede Peter afsted med sin trillebør. Han løb til mølleren og gav ham den ene halvdel af de penge han havde fået af konditorbageren som forskud.

- Resten kommer snart! Det er til sukkerbrød til prinsens fødselsdag.

Og så løb han til sukkerkogeren og gav hende den anden halvdel. Og på den måde skaffede han to sække mel og to sække sukker, og så løb han tilbage til konditorbageren som lavede ny dej, slog op og bagte løs, og til sidst kunne de gå op til slottet med en ny portion sukkerbrød som blev sendt ind til prinsens bord.

- Tak Peter, sagde konditorbageren, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig. Og jeg har ikke engang nogen penge jeg kan betale dig med.

- Tænk ikke på det. I dag er det min fødselsdag, og det er en god dag.

Og så gik Peter tilbage til markedet. Nu var morgenen gået, og han havde stadig ikke fået penge på lommen til en fødselsdagsmiddag, men han var i godt humør, og der gik ikke længe, så fik han øje på skrædderen der sad flittigt og syede løs.

- Åh, nu er jeg endelig færdig, sagde hun. Vil du hjælpe mig, Peter? Jeg har syet fødselsdagstøj til prinsen, jeg har været i gang hele ugen, og nu skal jeg have det leveret før hans fest starter, ellers går det vist galt.

Det ville Peter gerne. De lagde først en hvid dug på trillebøren for at beskytte tøjet, og så kom tøjet ovenpå. Der var striber i det af sølvtråd, hjerter i guldtråd, og så var der syet stjerner på af glimtesten. Det fineste tøj man kunne tænke sig.

Det må prinsen blive glad for, tænkte Peter, mens han trillede afsted og fløjtede, med en skilling i lommen som tak for hjælpen.

Da de kom op til slottet, kom prinsen ud og kiggede på tøjet. Han prøvede at tage det på, og så blev han gal.

- Det tøj er alt for stramt! Jeg ligner en medisterpølse når jeg tager det på! Lav straks noget nyt!

Skrædderen blev helt hvid i hovedet. - Kære prins, måske kan jeg reparere det, sy det om.

Men nu blev prinsen stiktosset.

- Jeg vil ikke have repareret tøj på! skreg han. - Jeg vil kun have nyt tøj! Sy straks noget nyt, eller du får hovedet hugget af!

Og så smed han det fine tøj lige ned i en mudderpøl og løb ind på slottet.

Skrædderen brast i gråd, og hende og Peter fiskede tøjet op af mudderpølen, så hun blev helt snavset til. Peter blev også snavset, men han var allerede så beskidt i forvejen at man næsten ikke kunne se det.

- Hvordan skal jeg kunne nå at sy noget tøj? Jeg har brugt alt mit stof og alt mit tråd, og jeg har ikke flere penge tilbage. Ak, ak!

- Tag det roligt, sagde Peter. - Gå hjem og vask mudderet af dig og mål op til et nyt sæt tøj, så henter jeg stof og tråd. Det er min fødselsdag i dag, det er en god dag, og det skal nok gå.

Og så pilede han afsted. Først gik han til væveren, og lagde skillingen fra skrædderen som forskud.

- Jeg skal bruge det flotteste stof du har, det er til prinsens fødselsdag, og han er godt knotten.

Og så fik han tre ruller stof, kørte hen til skrædderen som gav sig til at klippe ud, og så gik han til Gamle Marie som sad oppe på loftet med sin ten og spandt det fineste tråd, lige så fint som edderkoppespind.

- Er det dig, Peter? spurgte hun glad. Og da han havde fortalt hvorfor han kom, fik han straks en stor rulle tråd med til skrædderen.

Og skrædderen trådede nålen, og syede så stærkt at man slet ikke kunne se nålen, så hurtigt flyttede den sig, og inden længe var det nye tøj færdig, og de kunne køre op til slottet og aflevere det.

- Pyh, sukkede skrædderen. Så klarede jeg det. Men hør, Peter, nu har jeg ikke engang nogen penge jeg kan give dig for al din ulejlighed.

- Skidt med det, sagde Peter. - Tænk ikke på det. Det er min fødselsdag, og det en god dag.

Og så gik han tilbage til markedet, mens han tyggede på en humpel brød. Solen skinnede, fuglene sad på tagene og sang, og det var en dejlig dag.

Men nu var hele formiddagen gået, så Peter gik rundt og kiggede for at se om nogen skulle bruge hjælp, da han kom til slagteren som løb rundt i sin bod og stegte kød.

- Du har travlt i dag, slagter? spurgte Peter.

- Ja, det er rigtigt, Peter. I dag er det prinsens fødselsdag, de sidder vist allerede og drikker kakao og spiser kage oppe på slottet, og jeg skal have kødet her klar til deres fine middag.

Der var finker og kyllinger, oksesteg, kalvesteg og flæskesteg, stegte gæs og ænder. Det duftede herligt af mad.

- Jeg har brugt hver en klink jeg ejer på alt det her kød, sagde slagteren. - Det har taget en måned at skaffe altsammen. Men nu skal vi også have det op på slottet. Hvis du får de sidste af mine penge, vil du så ikke hjælpe mig, du er så god til at køre med din trillebør?

Det ville Peter gerne, og de lagde spækbrætter i bunden af trillebøren, stablede kødet op, og afsted gik det, i godt humør.

Nu lykkedes det, tænkte Peter, nu har jeg tjent min skilling, og kan købe en fødselsdagsmiddag til mig og Ilva.

Da de kom op til slottet, kom prinsen farende ud. Han havde munden fuld af sukkerbrød, så man næsten ikke kunne høre hvad han sagde.

- Er det kødet til min middag?

Slagteren bukkede.

Prinsen tog en bid af et gåselår og tyggede på det. Men så spyttede han det ud. - Det er stegt alt for længe! Og der er slet ikke nok salt på! Puha!

Slagteren skulle lige til at sige at han da bare kunne salte det noget mere, men han nåede kun lige at åbne munden, så skubbede prinsen til trillebøren så den tippede, og kødet væltede ud i sandet.

- Lav straks noget nyt mad, ellers får du hovedet hugget af!

Og prinsen løb ind igen.

Slagteren stod stadig med åben mund. - Hvad skal jeg dog gøre, jamrede han. Jeg kan umuligt nå at stege noget nyt kød, de skal spise til middag lige om lidt. Jeg er fortabt!

Men Peter var helt rolig og gav ham et kram for at berolige ham. - Tænk på hvor mange søde sager de har spist - det varer noget tid endnu inden de er sultne. Nu skynder vi os tilbage, og så hjælper jeg dig. Det er min fødselsdag i dag, og det er altså en god dag. Hvordan klarer vi det hurtigst muligt?

- Jamen, så må jeg grille kødet, sagde slagteren. - Så skal jeg bruge masser af kul.

Og så løb Peter så hurtigt han kunne til kulsvieren efter to tønder kul. Slagteren tændte op med kullene, og imens løb Peter med sin trillebør ud på landet, til alle gårdene omkring hovedstaden, og bad om at få en gås eller en and, eller et stykke kød af okse, kalv eller gris. Som forskud delte han ud af de penge han havde fået af slagteren, til han til sidst slet ikke havde flere tilbage. Men så havde han også fået samlet en stor portion kød, og kørte tilbage til slagteren der gjorde det i stand, og i en ruf fik det grillet over de varme kul.

Så kørte de til slottet og afleverede kødet, og det blev sendt ind til prinsens bord.

Og slagteren takkede Peter mange gange.

Peter selv var i godt humør. Men nu var eftermiddagen gået, og nu var det for sent at tjene flere penge, så han gik tilbage til broen og til Ilva.

- Har du fået tjent noget? spurgte han Ilva.

- Næh, har du?

Og det havde Peter jo ikke. Men de havde en kæmpestor rødbede og ti kartofler, og så lavede de et lille bål, og bagte rødbeden og kartoflerne over det, mens de snakkede og hyggede sig, og aftenen faldt på.

Da maden var ved at være klar, kom der pludselig en skikkelse ud af mørket. Peter kiggede op. Det var konditorbageren, hun smilede.

- Kære Peter, da jeg ryddede op efter at prinsen havde væltet trillebøren med sukkerbrødene, så var der nogle af brødene som ikke havde taget skade. Og så tænkte jeg at jeg ville tage dem med til din fødselsdagsfest.

Og Peter lo, og fortalte Ilva hvad der var sket. Og så kunne de starte fødselsdagsmiddagen med at spise sukkerbrød sammen med konditorbageren.

Men inden de havde fået sat tænderne i det brødet, kom der en ny skikkelse ud af mørket. Det var skrædderen.

- Kære Peter, jeg vaskede mudderet af det fødselsdagstøj prinsen ikke ville have og tørrede det, og så tænkte jeg at du måske kunne bruge det til din fødselsdagsfest?

Peter tog andægtigt mod tøjet, og så tog han bukserne på, mens Ilva fik blusen med de påsyede glimtesten. Blusen var så lang at hun kunne bruge den som kjole. Nej, hvor de to så flotte ud.

Og Peter takkede, og indbød skrædderen til at sætte sig og spise sukkerbrød med dem.

Men inden de nåede så langt, kom en tredje skikkelse ud af mørket. Det var slagteren, og han havde et stort spækbræt på skulderen med kød oven på.

- Kære Peter, da prinsen væltede kødet ud på sandet, var der noget af det der ikke blev beskidt. Det tog jeg med, og så tænkte jeg det kunne bruges til din fødselsdagsfest.

Og nu grinede de allesammen, og slagteren satte sig, og så spiste de først sukkerbrød, og derefter delte de kødet og rødbeden og kartoflerne, og alle spiste sig mætte, og så snakkede de om hvad der var sket, og de lo af hvor fjollet prinsen var, og slagteren fortalte om dengang han var ung mand og kom til at gå ind i en indhegning med en vred tyr, og de grinede og snakkede og sang.

Til sidst sagde konditorbageren og skrædderen og slagteren farvel, og de synes alle det var den bedste fødselsdag de havde været med til, og så lagde Peter og Ilva sig ind under tæppet med de mange huller og de mange lapper, og puttede sig ind til hinanden så de kunne holde varmen. Og så lå de og kiggede på stjernerne, indtil de til sidst faldt i søvn.

Sådan gik Peters fødselsdag. Og det var en god dag.

Hvem man er

Der var en kronik i Information i går som behandler både det at være ægte i sin omgang med andre og også nødvendigheden af at man arbejder med sig selv, hvis man vil gøre noget positivt for sine omgivelser:

Børn har ikke brug for ’rigtige’ forældre eller pædagoger, men for nysgerrige voksne

Sproget er en del af omgangen med andre - men i stedet for at arbejde med sit sprog kun, er det måske mere frugtbart at arbejde med sit værdisæt. Et bedre værdisæt, f.eks. at jeg accepterer at andre personer, små som store, har andre prioriteter og ønsker, fører automatisk en bedre kommunikation med sig, samt en masse andre ting.

De gode steinerpædagoger jeg har mødt i Tusindstrålen og på steinerskolen i Aalborg synes jeg arbejder på den måde - ud fra et grundlæggende menneskesyn som man kan mærke de har arbejdet med i mange år.

Topledelsen i folkeskolen

Der er kommet en ny undervisningsminister, og Pernille Rosenkranz-Theil var utrolig ærlig i sin omtale af elever i sin overtagelsestale: "I er det dyrebareste, vi har, og når vi laver en folkeskole, så kan man nok nogen gange tro, at det er for børnenes skyld; det er det ikke; det er for samfundets skyld, men det er også for jeres skyld."

I mine ører er det statsmagten der taler, med tanke på BNP.

Det bedste for den slags tankegang er hvis alle er ens. Så er de lettest at styre og optimere fra centralt hold. Hvis en skole er bedre end en anden, er det et problem. Men jeg tvivler altså på at man kan drive skoler fra et ministerium. Når man forsøger, maser man initiativet ud af skolerne. I stedet for at den dårlige skole bliver bedre, bliver den gode skole dårligere.

Og hun taler heller ikke på mine vegne. Når jeg betaler skat og gladeligt betaler til uddannelsen af andres børn, så er det da for at de kan få en mulighed for at blive klogere på dem selv og på deres omgivelser, en mulighed for at blive en bedre udgave af hvem de nu end er.

Mon ikke de så, som en sidegevinst, også ender med at spytte lidt i fælleskassen til når jeg engang er gammel og grå.

At være fremmed for verden

Stødte lige på følgende citat:

“The relatively new trouble with mass society is perhaps even more serious, but not because of the masses themselves, but because this society is essentially a consumers’ society where leisure time is used no longer for self-perfection or acquisition of more social status, but for more and more consumption and more and more entertainment…To believe that such a society will become more “cultured” as time goes on and education has done its work, is, I think, a fatal mistake. The point is that a consumers’ society cannot possibly know how to take care of a world and the things which belong exclusively to the space of worldly appearances, because its central attitude toward all objects, the attitude of consumption, spells ruin to everything it touches.”
― Hannah Arendt, Between Past and Future

Jeg synes det grundlæggende problem her er at man med forbrug fjerner sig fra det egentlige arbejde, produktionen og de underliggende processer, så man til sidst kan få den attitude at man ikke behøver at vide noget om noget.

På den måde kan man blive fremmed for alt. I stedet for at blive fortrolig med sine omgivelser.

F.eks. prøvede jeg for nogle år siden at dyrke kål, i flere omgange. Siden da har jeg haft stor respekt for de kæmpestore kålhoveder man kan finde til en tier i supermarkedet.

En af de ting jeg virkelig godt kan lide ved steinerpædagogikken er det er en gøre-pædagogik. Både i børnehave og skole gør de ting i stedet for at høre om dem. F.eks. kværner de korn. Eller skriver bogstaver i stedet for at læse dem, som min søn pt. gør.

Jeg tror man kommer ud af det som et bedre menneske, et mere selvsikkert menneske der er mere fortrolig med sig selv, med andre og med sine omgivelser.

Børn og selvstændighed og læreplaner og menneskesyn

Jeg læste lige følgende i Steinerbladet #1/2019, jeg har oversat det fra norsk:

"Den ni-ti-årige er en person og længes efter at få bekræftet sin nye selvstændighedsoplevelse af nogen personen kan stole på - ikke bare en som bestemmer, men en berettiget autoritet. Dette bliver nu pædagogens opgave. Ikke med mange ord og forklaringer, men mere i holdning og væremåde må den voksne formidle sin forståelse og medoplevelse af barnets stemning og situation.

Ja, er ikke pædagogens opgave - i alle skiftende faser af opvæksten - at bidrage med denne menneskelige "rugevarme" vi behøver fra omgivelserne for at bryde gennem skallen til udfoldelsen af vores egen selvstændighed?

Men jeg'et selv er ukrænkelig, en helligdom i mennesket. Appellen til jeg'et må altid gå omvejen gennem sansning, oplevelse, vilje, følelse og tanke - sjælens værktøj. Gennem begejstring, opmuntring og styrkende modstand får barnet mulighed for at finde sin egen vej i læringsprocessen. Lærerens opgave er at skabe en undervisning som kommer barnets "vækstpunkt" i møde.

"Læreplanen er mennesket selv." (Rudolf Steiner)

I møde med ægte fænomener må skolen give barnet mulighed for at øve selvstændig iagttagelse- og dømmekraft. Til slut kan ideerne og idealerne selv blive til de autoriteter som eleven retter sig mod."

Harald Haakstad (1951-2016), Steiner-lærer og forfatter

Tænker ministeriet kunne lære lidt af den tilgang...

Menneskesyn er en af de ting der er svære at forklare. To organisationer kan set udefra gøre det samme - men i den ene er menneskesynet centralt, i den anden er mennesker mere noget bøvl man må leve med. Jeg har i anden sammenhæng, og nu taler vi voksne, set hvordan den sidste tilgang er utrolig ineffektiv. Der sker simpelthen meget lidt i forhold til de investerede resurser. Fordi om vi vel det eller ej, er vi alle mennesker med menneskelige motivationer og menneskelige fejl.

Skæve vinkler

Vi havde en ekstra arbejdsweekend på Østskolen, Waldorfskolen i Aalborg for at få styr på nogle ting.

Der var ikke helt så mange som før sommerferien, men det var nu rigtig fint, og jeg fik talt med nogle flere.

Jeg synes ærlig talt de fleste af de andre forældre er nogle seje typer der bare går til den. Det er inspirerende. Men det ligger også lidt i ånden, både i børnehaven og i skolen, at vi da bare løser de praktiske problemer.

Jeg brugte min næsten to meter til at hjælpe med at sætte lydplader op i loftet for at tage noget af efterklangen.

Og bagefter var der en lidt speciel opgave som skolelederen mente jeg måske kunne kigge på. Alle lokalerne er udformede uden 90 graders vinkler, vist nok i stedet som krystal-efterligninger. Det kan man mene om hvad man vil, men det gør dem betydeligt mere hyggelige og specielle. Flere af lofterne er også særligt indrettede, og her var så problemet. Et nedadvendt hjørne havde for mange år siden været utæt, så gipsen var blevet vandskadet.

De oprindelige pionerer der har udtænkt og bygget sådan et hjørne, er for længst pensioneret.

Og der var så ikke lige nogen der havde haft mod på at få det repareret siden skaden var sket...

Gips-glæden

Vi stod og kiggede på hjørnet et stykke tid, men hvor én så tabte modet, kortsluttede jeg vist, og tænkte, det kan da ikke være så svært. Og så gik jeg i krig med at skære ødelagt gips ned fra alle sider og skære nye små stykker til og skrue op. Det tager altså noget længere tid at tilpasse vinkler der ikke er 90 grader, i loftshøjde.

Men da jeg endelig havde fået lukket alle hullerne, så kun den endelige afpudsning manglede, var det altså en god følelse. Især fordi det er første gang jeg nogensinde har arbejdet med gipsplader.

Skæve vinkler

Det med de skæve vinkler ligger lidt i ånden på skolen.

Der startede en pige i min søns klasse før ferien, som kom fra en skole inde i byen hvor man nok må konstatere at der ikke var plads til hende. Hendes mor havde faktisk før arbejdet med gipsplader så vi fik snakket lidt.

Jeg tænker Waldorf-skolesystemet er mere rummeligt.

Der må være noget om fordybelse i Rudolf Steiners filosofiske tanker, for der er plads og fred og ro til de skæve vinkler, de er faktisk noget af det der gør det hele mere spændende, som udvider alles horisonter, og som også er en del af fællesskabet.

Jeg har kun set den nye pige glad, utrolig glad, med et kæmpe grin på faktisk, i min søns klasse.

Jeg har selv haft en lignende oplevelse med min næstældste søn som endnu går i børnehave. I vuggestuen var det også som om der ikke var plads til sådan en som ham. Der gik for lang tid før jeg helt forstod at der var noget galt med systemet på stedet. Det endte med at han startede i børnehaven før tid.

Bagefter er man ærgerlig over at det tog så lang tid for en at reagere. Men vi har vel, de fleste af os, en grundlæggende tillid til at systemet fungerer?

Jeg kan godt forstå at et barn f.eks. kan trives dårligt et sted hvis det på en eller anden måde ikke passer med de kammerater det er sat sammen med. Men jeg synes det er trist hvis det er systemet gennem de voksne der forårsager problemet. Så er der altså noget galt.

Og det er nok blevet hovedårsagen til at vores børn går i Rudolf Steiner-børnehaven og -skolen i Aalborg Øst - menneskesynet og det menneskevenlige system.

Ny bekendtgørelse for daginstitutioner, også Rudolf Steiner

Jeg havde en kedelig oplevelse før ferien. Der var jeg nemlig i kontakt med det politiske system.

Der er kommet en ny bekendtgørelse for daginstitutioner, det vil sige også for mine børns Rudolf Steiner-børnehave i Aalborg Øst, Tusindstrålen.

Selve bekendtgørelsen er egentlig fin nok, og indeholder såmænd blot nogle generelle vendinger.

Men desværre har en eller anden nød inde ved ministeriet besluttet sig for at de læreplaner som pædagogerne rundt omkring skriver må kunne skrives bedre. Og det er sikkert ikke helt forkert. Min oplevelse er i hvert fald at de er ret indforståede.

Man kan så spekulere lidt over hvad formålet med læreplanerne egentlig er - for der er næppe meget formål i dem andet end at få pædagogerne til at tænke lidt mere over hvad de gør.

Problemet for vores børnehave, og såmænd også alle andre børnehaver, er at den ministerielle nød har fået skrevet nogle eksempellæreplaner som alle så "skal tage udgangspunkt i".

På den måde fratager man pædagogerne initiativet. Og hvad er så tilbage af formålet, spørger jeg?

Lovsjusk

Men tilbage til at tage udgangspunkt i. Nu skal man huske på at ministeriet ikke fører tilsyn med noget som helst. Men det gør kommunerne, så hvis man skal tage udgangspunkt i noget og fraviger fra det, så har man potentielt et tilsynsproblem som kan føre til at kommunen kommer med et påbud som fører til lukning. Påbuddet er ikke pædagogisk begrundet, men rent administrativt - I gør ikke som I får besked på, derfor kan ikke få tilskud.

Og det er desværre sket - blandt andet i Svendborg i sagen om Askelæ, hvor Statsforvaltningen dog til sidst efter et år gav kommunen besked på at deres krav ikke var helt i overensstemmelse med lovgivningen.

Så med andre ord er det sidste man som daginstitution ønsker at der er alt for detaljerede retningslinjer og dertil hørende åbenlyse fortolkningsproblemer.

Men det er lige præcis hvad ministeriet har leveret.

Vi skrev så og forklarede vores problem. Og her kommer den kedelige oplevelse.

Ministeren blev gået på klingen af en vaks journalist.

Og gav tydeligt udtryk for at hun ikke kunne se noget problem, for sådan skulle bekendtgørelsen da ikke forstås.

Med den holdning er det... svært. Vi var bare dumme, selvom det ikke var os der var ansvarlige for lovarbejdet.

Heldigvis lykkedes det at få andre politikere i tale.

It i daginstitutioner

Men irriterende nok blev det hele drejet i retning af it i daginstitutioner, for det handlede jo egentlig om at ministeriet som åbenlyst ikke aner en klap om hvordan man driver vuggestuer eller børnehaver, sad og forholdsvist detaljeret gjorde rede for hvordan man skal drive vuggestuer og børnehaver.

Vuggestuer og børnehaver består primært af menneskelig interaktion, børn og voksne imellem. Det kræver en stor fleksibilitet, børnene og faktisk også de voksne er jo som de er. Hvad der fungerer bedst for én pædagog og ét bestemt barn, fungerer ikke for en anden pædagog eller et andet barn. Den slags kan man ikke styre med regler.

Det lykkedes os at få ændret lidt i formuleringerne så vi ikke kommer i klemme. Men den grundlæggende skamstøtte fik lov at stå - jeg brugte personligt flere nætter på sagen, og havde ikke energi til at gøre mere ved det. Løbet var vist også kørt.

Drejningen på it gjorde i øvrigt også at jeg blev kaldt teknologiforskrækket ved to lejligheder. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg er sådan en der spillede Sim City da jeg var barn.

Dog ikke i børnehaven.